Om GRO
GRO er det nye samlingssted i Støvring. GRO er en skole. GRO er fritid og lokal engagement. GRO er for hele Rebild Kommune.
GRO er en ny folkeskole og et samlingssted i Støvring Højdal. Her skal skole, fritidsliv og lokalsamfund dele rammer, så børn, unge og voksne kan lære, skabe og mødes på tværs af generationer.
Lærer ved at prøve sig frem
Skolen og skolefritidsordningen er kernen i GRO. Eleverne skal have plads til at undersøge, afprøve idéer og arbejde praktisk. Læring gennem praktik er helt centralt. Værksteder, køkkener og udeområder bliver en del af undervisningen. Her kan eleverne for eksempel arbejde med natur og madlavning eller udvikle en idé fra skitse til virkelighed.
Fællesskab, også efter skoletid
GRO skal summe af liv efter skoletid. Lokale foreninger, kulturaktører, virksomheder og borgere kan bruge de fælles rammer til alt fra bevægelse og fællesspisning til værkstedsaktiviteter og nye projekter. Når skolen og lokalsamfundet bruger de samme rum, samles kræfterne om de fælles interesser og om at sætte noget i gang.
Fra vision til virkelighed
GRO er et fælles projekt. Visionen er udviklet med input fra børn, unge, voksne og foreninger i Rebild Kommune – og den er allerede ved at blive til virkelighed. Skolen er allerede startet, med den første 0. klasse i Karensmindeskolens lokaler.
De nye rammer i Støvring Højdal forventes at blive taget i brug ved skolestart i 2030.