GRO og naturen
Støvring Højdal og Mastrup Ådal rummer mange naturkvaliteter. De sikrer at GRO bliver et levende læringslandskab, hvor natur, fællesskab og hverdagsliv væves sammen.
Store dele af området har tidligere været dyrkede marker. De skal omlægges og genskabes som et varieret ådallandskab, hvor naturens forskelligheder bliver tydelige.
Der er også en skove, levende hegn og andre bevoksninger i området. De bevares som biologiske kerner, hvorfra nye skovstrukturer kan vokse og skabe større sammenhæng. Mellem dem fastholdes åbne eng- og overdrevsarealer, så der opstår lange skovbryn og gradvise overgange mellem det åbne og det lukkede. Det er med til at sikre en høj biodiversitet.
Læring i naturen
På den måde bliver der skabt noget vi kan kalde 'nære uderum' omkring GRO. Disse uderum kan bruges til undervisning og læring på lige fod med rummene indenfor. Undervisning, projektarbejde, leg og fællesskab kan naturligt fortsætte udenfor og skaber en varieret skoledag med natur, bevægelse og kreativitet.
Helt tæt på
Landskabet trækkes helt ind til facaderne med terrasser, arbejdsflader, siddetrin, overdækkede områder og mindre samlingssteder, så undervisningen let kan flytte ud.
Inde og ude smelter sammen
Uderummene kobles direkte sammen med, hvad der sker indenfor. Ved værkstederne kan der arbejdes praktisk og eksperimenterende. Ved mad- og naturmiljøerne dyrkes, høstes og tilberedes.
Plads til det hele
Åbne områder giver plads til bevægelse, leg og fællesskab. Haver, dyrkningsarealer og grønne værkstedsrum understøtter undersøgende læring, mens mere tilbagetrukne rum giver mulighed for koncentration og ro.
Uderummene er fleksible og kan bruges på tværs af alder, aktiviteter og tidspunkter og understøtter både skole-, fritids- og foreningsliv.